Her findes en oversigt med råd og vejledning om møbelpleje.

Møbelpleje giver møblerne et længere liv...

 

Hos Rings Møbler står det faguddannede personale altid klar med gode råd og vejledning, når det drejer sig om optimal møbelpleje. Både når det gælder daglig vedligeholdelse, eller hvis uheldet er ude.

 

Her er der en oversigt med mange gode råd, der kan give svar på de mest almindelige emner om møbelpleje. Er der spørgsmål, nedenstående ikke besvarer, så er De meget velkommen til at kontakte os.

   

Ikke to familier slider møblerne ens, og De skal være opmærksom på, hvordan møblerne bruges.

 

Er det et hjem med stor trafik af gæster, børn, hunde, katte osv., vil både betræk, maling og lakoverflader slides hurtigere end i husstande med en enlig, der sjældent er hjemme.

 

Alle møbler påvirkes af sollys, og selv det mest farveægte kan falme. Derfor bør møbler beskyttes mod direkte sollys.

 

 

Når vi sidder eller ligger i møblerne, kommer kroppen i tæt kontakt med betrækket. Sved kan påvirke læder og stof, og visse mediciner kan give øget svedafsondring samt ændre svedens kemi.

 

Vær opmærksom på disse forhold, og sørg altid for en grundig rengøring! Det forlænger møblernes levetid. Brug altid demineraliseret vand til pletrensning, afvaskning og eventuelle behandlinger, det forhindrer kalkpletter.

 

Vedligeholdelse af træmøbler

 

Træ er et naturmateriale, og møbler af træ vil altid være unikke. Åretegninger og knaster er en del af træets natur. Derfor vil to træmøbler aldrig være helt ens. Træet er i en stadig forandringsproces, der bevirker at farver og strukturer ændrer sig gennem hele møblets levetid. Ønsker man træet uforandret, kan processerne sinkes ved at beskytte træet mod sollys og forandringer i luftfugtigheden.

 

Vand bør kun anvendes i små mængder - tør straks op hvis der spildes, og brug en hårdt opvredet klud til aftørring. Massivt træ kan arbejde når luftens fugtighed skifter.

 

Det betyder, at f.eks. bordplader kan blive ru eller let buede, og at specielt fyrretræ kan få vindridser - små revner mellem årerne. Vindridser er uden betydning for holdbarheden. Almindelig vellagret og tørret træ er beregnet til en relativ luftfugtighed på 30 til 60% i rummet. Den relative luftfugtighed måles med et hygrometer. Beskyt træmøblerne mod varme fra gryder, radiatorer o.l. og brug aldrig indendørs møbler i haven eller på terrassen. Stoleben kan smitte af på gulvtæpper, hvis de bliver våde. Husk det, hvis tæppet renses, eller hunden er uheldig.

 

Ubehandlede og sæbebehandlede overflader

 

Aftørring med ren tør bomuldsklud. Snavsede flader kan aftørres med en sæbeopløsning bestående af 1/4 dl. sæbespåner til 1 lt. varmt vand, lad det køle af til det er lunkent. Brug aldrig brun sæbe. Fjern omgående sæberester med en ren, tør klud. Sæbe er medvirkende til at beskytte træet. Grundig rengøring kan ske med en blød børste, husk omgående aftørring. Fedtpletter, der ikke forsvinder ved denne behandling, kan forsøges fjernet med renset benzin. Når træet er behandlet på denne måde, kan fibrene rejse sig lidt. Slib let på langs ad årene med fint sandpapir nr. 220. Brug ikke ståluld (giver rustpletter).

 

Voksbehandlede træmøbler

 

Aftørring med tør klud, aldrig en fugtig. Tør straks op hvis der spildes. Pletter må kun forsøges fjernet, når overfladen er tør. Grundig rengøring kan ske med mineralsk terpentin - husk at tørre efter! Slibning på langs ad årerne med fint sandpapir nr. 220. Overfladen skal genbehandles med et tyndt lag møbelvoks, som er egnet til træet. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.

 

Lakerede overflader

 

Brug en ren klud der er tør eller opvredet i rent vand. Bemærk at visse ældre møbler samt stilmøbler med politurbehandlet overflade ikke tåler den mindste fugt. Spørg møbelhandleren. De fleste lakker tåler sæbe og milde rengøringsmidler. Er overfladen blevet mat, kan der bruges en god polish, følg brugsanvisningen. Der må ikke anvendes midler, der indeholder silikone. Lakerede overflader bør kun slibes af en fagmand.

 

Oliebehandlede overflader

 

Brug en ren, tør klud eller vrid den hårdt i sæbevand eller i mildt opvaskemiddel. Tør straks efter. Bliver overfladen blakket, påføres den olie, alt efter hvilken træsort det er. (Teakolie, Palisanderolie, Bioolie m.v.) Evt. kan der bruges en blanding af 1 del vaselineolie og 2 dele mineralsk terpentin. Er overfladen blevet for olieret, fjernes olien med mineralsk terpentin. Efter aftørring påføres et nyt tyndt lag olie. Følg brugsanvisningen. Der kan evt. slibes let i olien på langs ad årene for at få en jævn overflade. Brug vådslibepapir nr. 320. Bemærk at olieklude kan selvantænde. Læg dem i lufttæt dåse eller gør dem våde og smid dem ud efter brug.

 

Ludbehandlet træ

 

Skal efterbehandles med specialmidler. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen. Manglende efterbehandling kan udtørre træet og give skader i form af revner, sprækker og buede overflader.

 

 

Vedligeholdelse af stål, aluminium, plast, linoleum og rørflet m.v.

 

 

Stål og aluminium

 

Stål og aluminium tåler næsten alle rengøringsmidler, men fugt kan give rust og misfarvning. Jern og stål rengøres med en tør klud. Grundig rengøring kan ske med en klud opvredet i sæbevand - husk at tørre efter. Aluminium kan rengøres med en klud med lidt sprit. Er overfladen lakeret, må der ikke anvendes sprit eller andre opløsningsmidler.

 

 

Plast

 

Der er som regel anvendt melamin eller pvc-folier. Plastoverflader er rubuste og tåler både sæbevand og opvaskemidler. De kan også aftørres med sprit.

 

Linoleum

 

Rengøres med en ren, tør klud - evt. hårdt opvredet i sæbespånevand. Pletter kan fjernes forsigtigt med mineralsk terpentin. Linoleum skal en eller to gange om året (ikke mere) påføres specialvoks. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.

 

Rørflet, rattan m.v.

 

Manillamøbler er normalt malede og lakerede. De rengøres med en opvredet klud (demineraliseret vand). Vedligeholdelse er særlig påkrævet i meget tørre rum. Tør møblet over med vand, evt. sæbespånevand. Husk bagsiderne der ofte er ubehandlede. Er fiberen f. eks. helt ubehandlet, f. eks. fletsæder, skal der vedligeholdes 2 til 4 gange om året med sæbespånevand ligesom ved sæbebehandlede træmøbler.

 

Vedligeholdelse af læder

 

 

Ægte læder er et rent naturprodukt, derfor gælder det som med træ, der er ikke to huder, der er helt ens. Hudens udseende og egenskaber varierer også efter fra hvilklen del af dyret, den er skåret, og hvilke påvirkninger, den har været udsat for. Man kan skære uden om de værste uregelmæssigheder (men så bliver læderet dyrt), eller man kan dække med lak og farve, men så bliver læderet lidt stivere og mere plasticagtigt. Til gengæld bliver det mindre sart. Normalt søger producenten at placere de mest synlige uregelmæssigheder bag på eller udvendigt på møblet. Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvad man ønsker, og sammen med møbelhandleren finder det læder, der svarer til behov og pengepung. De uregelmæssigheder, der altså ikke er fejl, men som er helt naturlige forekomster, kan være:

 

- Ar efter rifter og flænger fra grene, torne eller pigtråd. Er såret vokset sammen, er der ingen svækkelse af læderet.

 

-Rynker der kan være af forskellig art fra dyr til dyr. Disse rynker kan anes i det færdige læder og er med til at fremhæve, at der er tale om et naturprodukt.

 

-Ætsningsskader fra f.eks. gødning der har ætset mærker på huden.

 

-Svamp og ringorm, findes på mange dyr og efterlader mærker i læderet.

 

Disse uregelmæssigheder er kendetegnet for ægte læder, og adskiller det fra plastic. Læderet kan være fra okser eller bøfler. Bøffellæder har en grovere struktur og har større variationer i udseendet. Svineskind er uegnet til møbellæder. Læder garves på flere måder. Mest anvendt til møbler er kromgarvning og vegetabilsk garvning. Læderet farves enten med anilin, hvilket giver den mest naturlige overflade, eller det dækfarves. Dækfarve trænger ikke ned i læderet på samme måde som anilin. Det er umuligt at sige, hvad der er bedst. Det er et spørgsmål om smag og temperament. Læder med en meget tyk dækfarve, evt. påtrykt en kunstig narv, har ikke mange af læderets egenskaber og kan i værste fald krakelere. I den prisklasse er kunstlæder ofte bedre. Alt læder bør beskyttes mod sollys og stærk varme. Hold møblerne i god afstand fra sydvendte vinduer, brændeovne, radiatorer m.v.

 

Lædertyper

 

Læder med overfladebeskyttelse har en rimelig lysægthed og er let at holde. Det modstår de fleste brugspåvirkninger. Overfladebehandlet læder rengøres med en blød klud, evt. opvredet i demineraliseret vand. Grundig rengøring kan ske med lunkent sæbespånevand (1/4 dl. sæbespåner til 1l. varmt demineraliseret vand - skal køle af før brug) eller et specialmiddel, der samtidig er med til at holde læderet smidigt. Spørg møbelhandleren hvilken behandling Deres læder har bedst af. Det er normalt ikke nødvendigt at tilføre læderet yderligere fedtstof. Creme og olie må kun bruges med stor forsigtighed og efter brugsanvisningen. Er overfladen slidt igennem, kan olie og creme give grimme skjolder.

 

Læder med lidt overfladebeskyttelse - semianilin - har næsten samme egenskaber, men er lidt mere smidigt og lidt mindre lysægte. Vedligeholdelse og rengøring som ovenfor. Læder uden overfladebeskyttelse - anilinlæder - er blødt, lækkert og smidigt. Lysægtheden er ikke stor, hvorfor det bør beskyttes mod direkte lys. Det opsuger let væsker og fedt f. eks. fra håret, og det bliver ofte mørkere i brugen. Det vedligeholdes på samme måde som overfladebehandlet læder, men det tåler ikke alm. lædercreme eller olie. Enkelte typer tåler heller ikke sæbespåner - spørg møbelhandleren. Anilinlæder kan ikke pletrenses. Der findes efterbehandlingsmidler, der kan forbedre brugsegenskaberne på visse anilintyper - spørg møbelhandleren. Ruspalt har ingen narv, det er kødsiden af huden. Det rengøres og vedligeholdes som anilinlæder.

 

 

 

Vedligeholdelse af madrasser

 

For alle typer madrasser gælder det, at de kun kræver minimal vedligeholdelse. Men som med polstermøbler sker der en vis "sætning" i materialet, dette har ingen indvirkning på støtte og bærevene i øvrigt. Sætning kan modvirkes ved at man vender sin madras ofte. Der skal byttes om på hoved- og fodende, og hvis det er muligt også på for- og bagside.

 

Boxmadrasser har løs topmadras, denne bør også vendes. Madrasser skal støvsuges, og pletter kan fjernes, hvis bolsteret kan tåle rensemidlet, der i mange tilfælde kan være rent demineraliseret vand. Det er vigtigt at madrassen er ventileret. Der skal ikke blot luftes ud, men madrassen må ikke ligge på et kompakt underlag, hvorfra fugten ikke kan slippe ud. Masonitplade o.lign. under madrassen kan forårsage fugtskader, der ses som mørke skjolder af mug eller skimmel.

 

Polstermaterialer

 

Der anvendes stålfjedre, gummigjorde eller plader som bund, og der polstres med polyether- eller koldskum og fibervat. I puder kan der være skum, granulat, fibervat, fjer, dun eller kombinationer. Polydun, som er en kombination, kan, hvis den anvendes i sædepuder, have en lidt kortere levetid end andre typer pudefyld. Polstringen skal ikke vedligeholdes, den kan evt. støvsuges. Al polstring ændrer sig i brugen, skift derfor puderne hvis det er muligt, og sid ikke altid samme sted. Derved opnås at polstringen "sætter sig" mere jævnt over hele siddefladen, og den kommer mindre "ud af facon" efter brugen. Er polstringen udsat for hårdt brug, f. eks. tunge personer eller kontinuerlig brug dagen igennem, skal der vælges en hårdere polstring med stor genrejsningsevne. Søg råd hos møbelhandleren. Mange løse puder skal bankes let for ikke at falde sammen, det gælder altid ægte dun, som er uden bæreevne. Spørg møbelhandleren om den rigtige behandling.

 

Vedligeholdelse af møbelbetræk

 

Møbelbetræk kan være fremstillet af plast, naturfibre eller syntetiske fibre. Husk at beskytte mod sollys. Til almindelig brug bør lysægtheden ikke være under 4 (skala fra 2 til 8).

 

Plast, Læderlook, Rulook

 

er syntetiske materialer, der kan være behandlet på forskellige måder. Cigaretgløder kan smelte materialet og efterlader små huller. De fleste tåler vand og sæbevand, men spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.

 

Uld

 

er både smudsafvisende og elastisk. Gløder, der fjernes omgående, efterlader ingen mærker. Uldstof kan i begyndelsen afgive lidt overskudsfibre fra overfladen, "pilling". Dette har ingen betydning for kvaliteten

 

Hør

 

har en god slidstyrke, men tåler ikke at blive knækket. Hør bør ikke anvendes på meget bløde puder. Hør er ret modtageligt overfor smuds.

 

Bomuld

 

har god slidstyrke, men påtrykte mønstre er ikke modstandsdygtige over for slid og sollys. Groft tøj som denim o.s.v. slider hårdt på bomuld.

 

Syntetiske fibre

 

polyester, nylon, polypropylene m.v. er slidstærke og lette at holde. Gløder efterlader små huller.

Vigtig information om møbelstoffer... 

 

Møbelbetræk kan normalt ikke vaskes. Vedligeholdelsen er støvsugning og evt. pletrensning. Tag aldrig betrækket af hynder uden at spørge møbelhandleren. At betrækket er aftageligt betyder ikke at det kan renses eller vaskes. Se efter om der er påsyet vaske/rensevejledning. Er der ingen mærke, så spørg møbelhandleren før De foretager vask eller rens. Der findes renserier, der påtager sig specialrens af møbelbetræk. Få garanti for krympning. Pletrensning af møbelbetræk skal ske med forsigtighed. Få råd hos møbelhandleren, eller køb Forbrugerstyrelsens pjece "På pletten".

Rings Møbler · Danmarksgade 58-64 · 9000 Aalborg · Tlf. 98 12 56 33 · Fax 98 12 41 03 · Email rings@rings.dk