Træ er et naturmateriale, og møbler af træ vil altid være unikke. Åretegninger og knaster er en del af træets natur. Derfor vil to træmøbler aldrig være helt ens. Træet er i en stadig forandringsproces, der bevirker at farver og strukturer ændrer sig gennem hele møblets levetid. Ønsker man træet uforandret, kan processerne sinkes ved at beskytte træet mod sollys og forandringer i luftfugtigheden.
Vand bør kun anvendes i små mængder - tør straks op hvis der spildes, og brug en hårdt opvredet klud til aftørring. Massivt træ kan arbejde når luftens fugtighed skifter.
Det betyder, at f.eks. bordplader kan blive ru eller let buede, og at specielt fyrretræ kan få vindridser - små revner mellem årerne. Vindridser er uden betydning for holdbarheden. Almindelig vellagret og tørret træ er beregnet til en relativ luftfugtighed på 30 til 60% i rummet.
Den relative luftfugtighed måles med et hygrometer. Beskyt træmøblerne mod varme fra gryder, radiatorer o.l. og brug aldrig indendørs møbler i haven eller på terrassen. Stoleben kan smitte af på gulvtæpper, hvis de bliver våde. Husk det, hvis tæppet renses, eller hunden er uheldig.
Ubehandlede og sæbebehandlede overflader
Aftørring med ren tør bomuldsklud. Snavsede flader kan aftørres med en sæbeopløsning bestående af 1/4 dl. sæbespåner til 1 lt. varmt vand, lad det køle af til det er lunkent. Brug aldrig brun sæbe. Fjern omgående sæberester med en ren, tør klud. Sæbe er medvirkende til at beskytte træet. Grundig rengøring kan ske med en blød børste, husk omgående aftørring. Fedtpletter, der ikke forsvinder ved denne behandling, kan forsøges fjernet med renset benzin. Når træet er behandlet på denne måde, kan fibrene rejse sig lidt. Slib let på langs ad årene med fint sandpapir nr. 220. Brug ikke ståluld (giver rustpletter).
Voksbehandlede træmøbler.
Aftørring med tør klud, aldrig en fugtig. Tør straks op hvis der spildes. Pletter må kun forsøges fjernet, når overfladen er tør. Grundig rengøring kan ske med mineralsk terpentin - husk at tørre efter! Slibning på langs ad årerne med fint sandpapir nr. 220. Overfladen skal genbehandles med et tyndt lag møbelvoks, som er egnet til træet. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.
Lakerede overflader.
Brug en ren klud der er tør eller opvredet i rent vand. Bemærk at visse ældre møbler samt stilmøbler med politurbehandlet overflade ikke tåler den mindste fugt. Spørg møbelhandleren. De fleste lakker tåler sæbe og milde rengøringsmidler. Er overfladen blevet mat, kan der bruges en god polish, følg brugsanvisningen. Der må ikke anvendes midler, der indeholder silikone. Lakerede overflader bør kun slibes af en fagmand.
