Stål og aluminium tåler næsten alle rengøringsmidler, men fugt kan give rust og misfarvning. Jern og stål rengøres med en tør klud. Grundig rengøring kan ske med en klud opvredet i sæbevand - husk at tørre efter. Aluminium kan rengøres med en klud med lidt sprit. Er overfladen lakeret, må der ikke anvendes sprit eller andre opløsningsmidler.
Plast
Der er som regel anvendt melamin eller pvc-folier. Plastoverflader er rubuste og tåler både sæbevand og opvaskemidler. De kan også aftørres med sprit.
Linoleum
Rengøres med en ren, tør klud - evt. hårdt opvredet i sæbespånevand. Pletter kan fjernes forsigtigt med mineralsk terpentin. Linoleum skal en eller to gange om året (ikke mere) påføres specialvoks. Spørg møbelhandleren og følg brugsanvisningen.
Rørflet, rattan m.v.
Manillamøbler er normalt malede og lakerede. De rengøres med en opvredet klud (demineraliseret vand). Vedligeholdelse er særlig påkrævet i meget tørre rum. Tør møblet over med vand, evt. sæbespånevand. Husk bagsiderne der ofte er ubehandlede. Er fiberen f. eks. helt ubehandlet, f. eks. fletsæder, skal der vedligeholdes 2 til 4 gange om året med sæbespånevand ligesom ved sæbebehandlede træmøbler.
