Ægte læder er et rent naturprodukt, derfor gælder det som med træ, der er ikke to huder, der er helt ens. Hudens udseende og egenskaber varierer også efter fra hvilklen del af dyret, den er skåret, og hvilke påvirkninger, den har været udsat for. Man kan skære uden om de værste uregelmæssigheder (men så bliver læderet dyrt), eller man kan dække med lak og farve, men så bliver læderet lidt stivere og mere plasticagtigt. Til gengæld bliver det mindre sart. Normalt søger producenten at placere de mest synlige uregelmæssigheder bag på eller udvendigt på møblet. Det er vigtigt, at man gør sig klart, hvad man ønsker, og sammen med møbelhandleren finder det læder, der svarer til behov og pengepung. De uregelmæssigheder, der altså ikke er fejl, men som er helt naturlige forekomster, kan være:

 - Ar efter rifter og flænger fra grene, torne eller pigtråd. Er såret vokset sammen, er der ingen svækkelse af læderet.

 -Rynker der kan være af forskellig art fra dyr til dyr. Disse rynker kan anes i det færdige læder og er med til at fremhæve, at der er tale om et naturprodukt.

 -Ætsningsskader fra f.eks. gødning der har ætset mærker på huden.

 -Svamp og ringorm, findes på mange dyr og efterlader mærker i læderet.

 Disse uregelmæssigheder er kendetegnet for ægte læder, og adskiller det fra plastic. Læderet kan være fra okser eller bøfler. Bøffellæder har en grovere struktur og har større variationer i udseendet. Svineskind er uegnet til møbellæder. Læder garves på flere måder. Mest anvendt til møbler er kromgarvning og vegetabilsk garvning. Læderet farves enten med anilin, hvilket giver den mest naturlige overflade, eller det dækfarves. Dækfarve trænger ikke ned i læderet på samme måde som anilin. Det er umuligt at sige, hvad der er bedst. Det er et spørgsmål om smag og temperament. Læder med en meget tyk dækfarve, evt. påtrykt en kunstig narv, har ikke mange af læderets egenskaber og kan i værste fald krakelere. I den prisklasse er kunstlæder ofte bedre. Alt læder bør beskyttes mod sollys og stærk varme. Hold møblerne i god afstand fra sydvendte vinduer, brændeovne, radiatorer m.v.

Lædertyper

Læder med overfladebeskyttelse har en rimelig lysægthed og er let at holde. Det modstår de fleste brugspåvirkninger. Overfladebehandlet læder rengøres med en blød klud, evt. opvredet i demineraliseret vand. Grundig rengøring kan ske med lunkent sæbespånevand (1/4 dl. sæbespåner til 1l. varmt demineraliseret vand - skal køle af før brug) eller et specialmiddel, der samtidig er med til at holde læderet smidigt. Spørg møbelhandleren hvilken behandling Deres læder har bedst af. Det er normalt ikke nødvendigt at tilføre læderet yderligere fedtstof. Creme og olie må kun bruges med stor forsigtighed og efter brugsanvisningen. Er overfladen slidt igennem, kan olie og creme give grimme skjolder.

Læder med lidt overfladebeskyttelse - semianilin - har næsten samme egenskaber, men er lidt mere smidigt og lidt mindre lysægte. Vedligeholdelse og rengøring som ovenfor. Læder uden overfladebeskyttelse - anilinlæder - er blødt, lækkert og smidigt. Lysægtheden er ikke stor, hvorfor det bør beskyttes mod direkte lys. Det opsuger let væsker og fedt f. eks. fra håret, og det bliver ofte mørkere i brugen. Det vedligeholdes på samme måde som overfladebehandlet læder, men det tåler ikke alm. lædercreme eller olie. Enkelte typer tåler heller ikke sæbespåner - spørg møbelhandleren. Anilinlæder kan ikke pletrenses. Der findes efterbehandlingsmidler, der kan forbedre brugsegenskaberne på visse anilintyper - spørg møbelhandleren. Ruspalt har ingen narv, det er kødsiden af huden. Det rengøres og vedligeholdes som anilinlæder.